#FORCHRIS

Dagen før starten på Tour de France i Danmark vil et enestående portræt af folkehelten Chris Anker Sørensen tone frem på et 40 x 30 meter areal på en boldbane i Holbæk Sportsby. Det sker, når vi hos Turf Tank minutiøst fordeler 160 liter maling med topmoderne opstregningsrobotter for at visualisere cykelhelten for hele verden. Formålet er at ære Chris Anker Sørensens minde og at støtte en indsamling til rytterens familie og andre familier i sorg.

Det gælder om at sige det højt, hvis der er noget, man ønsker sig. Og det var netop, hvad nogle fans af den nu afdøde cykelkommentator og -rytter Chris Anker Sørensen gjorde. De drømte om, at deres idols portræt blev vist til hele verden med helikopterbilleder under Tour de France, og det skrev de på instagram-kontoen bag indsamlingen For Chris. Dernæst gik det stærkt: Robotfirmaet Turf Tank i Aalborg kom på banen.

“Vi arbejder med sportsbranchen til daglig, og vi vil gerne være med til at hylde en dansk sportsstjerne. Vi ser det som en god mulighed for at bruge vores teknologi til at gøre noget unikt ved at realisere et kæmpe blikfang. Derfor har vi valgt at hjælpe ildsjælene bag indsamlingen For Chris med at skabe yderligere opmærksomhed omkring deres sag. Vi har valgt at donere alle ressourcer til at gøre dette storslåede projekt til virkelighed”

– Direktør i Turf Tank, Mikkel Jacobsen.

Kom og se robotten male Chris Anker

Det er i Holbæk Sportsby 30. juni 2022 fra kl. 10.00, at robotterne opstreger på en fodboldbane, og alle nysgerrige er velkomne til at komme og se det ske. Hvis det grafiske billede skulle have været opmålt og malet manuelt, ville opgaven tage mere end fem gange så lang tid at realisere; Også selvom det krævede 25 timers avanceret robotprogrammering at lære en robot at tegne Chris Anker Sørensen. Generalprøven på dette gigantiske automatiserede maleprojekt kan desuden ses på droneoptagelser i en tv-dokumentar om Chris Anker Sørensen, som TV 2 sendte 27. juni.

Nu er håbet for stifterne af indsamlingen For Chris, at også fransk tv skal filme portrættet fra Tourens helikopterkamera, så det kommer til at indgå i Tour-sendingen og bliver omtalt i alle de 190 lande, der transmitterer Tour de France. Dermed kan cykelsportfans i hele verden også mindes den trafikdræbte Chris Anker Sørensen.

“De skal vide, hvor glade vi var i Danmark for Chris, og hvilken landesorg det udløste, da han døde”

– Dennis Ritter, medstifter af For Chris og sportskommentator på TV 2.

painting forchris tribute

Overvældende stor opbakning

Når store cykelbegivenheder kører af stablen, giver det fortsat anledning til tristhed og savn, at TV 2’s nu afdøde cykelkommentator Chris Anker Sørensen ikke kan deltage i den danske dækning af det historiske løb, der i sommeren 2022 for første gang køres med tre etaper i Danmark. Den bratte og alt for tidlige død for Chris Anker Sørensen berørte mange mennesker dybt. Han døde kun 37 år gammel i september 2021 efter påkørsel af en varevogn. Ulykken skete, mens han var i Belgien for at dække VM i cykling. Initiativtagerne til indsamlingen For Chris blev også berørte:

Jeg er selv familiefar og kender risikoen ved at køre ude på landevejen, og selv jeg ikke kendte Chris Anker Sørensen personligt, så ville jeg gerne gøre noget for hans enke og børn, Michelle, Lærke og Laura. Sammen med Dennis Ritter og Kim Sivert Jensen stiftede jeg foreningen For Chris for at forlænge samtalen om Chris Anker Sørensen, om sorg og om trafiksikkerhed, og vi er helt overvældede over opbakningen

– Kasper Birkholm Munk.

På blot tre måneder har foreningen For Chris nemlig allerede indsamlet 1,1 millioner kroner og givet alle 3200 donorer en sweatshirt prydet af cykelrytterens kontrafej, som er designet af kampagnens to initiativtagere. Den første halve million af donationerne overrækkes til Chris Anker Sørensens hustru og døtre mens de resterende midler doneres til projektet Børn, Unge & Sorg under Det Nationale Sorgcenter.

Donation af tre andre motiver i kæmpe format

Som en ekstra motivation for at støtte indsamlingen For Chris tilbyder vi hos Turf Tank yderligere, at opstrege 3 kæmpe motiver på op til 30 x 30 her i Danmark. De tre robot-tegninger går til de tre virksomheder/organisationer, som vinder ved en auktion, der annonceres på Chrisanker.dk. Pengene fra auktionen går ubeskåret til For Chris.

Vores robot Turf Tank One, som var den allerførste i verden til at automatisere opstregning af sportsanlæg til alle sportsgrene, kan male hvad som helst, den bliver programmeret til. Kun fantasien sætter begrænsningen.

Første gang i verden det sker

Direktøren for Holbæk Sportsby, som huser faciliteter for 35 sportsforeninger tæt på Tour de France-ruten, føler sig beæret over at lægge græs til portrættet af Chris Anker Sørensen.

“Jeg kan tydeligt huske, at jeg fik gåsehud over hele kroppen, da Dennis Ritter ringede og præsenterede ideen. Jeg er helt vildt stolt over, at vi er med til at udrulle den her hyldest til en fantastisk cykelrytter, kommentator og menneske, der virkelig har sat sine hjulspor inden for sportens verden. Jeg har ikke oplevet, at noget tilsvarende er blevet gjort nogensinde. Det er meget unikt, at den type robot, der kridter vores fodboldbaner op til hverdag, også kan male et portræt af Chris Anker Sørensen”

– Carsten Damgaard, Holbæk Sportsby.

Menu